Glud Værtshus Fodbold 2010
Det var et stærkt amputeret Rønnebærhold der stillede op til værtshusfodbolden dette år. Bo Jacobsen, Anders Thingholm og Morten Laursen var alle ude pga. af skader, mens Lars Skriger, Kasper Skytte og Thomas Jørgensen meldte fra.
Det overlod holdet, som for øvrigt deltog i B-rækken, til at bestå af følgende spillere: Anders Juul, Zeb, Brian C., Dan Jelsing, Brian Jelsing, Kenneth Gøeg, Christian Stobberup, Rasmus, og i de sidste to kampe også Kim Jørgensen og Allan Jelsing.
Rønnebærerne var i år kommet i en pulje med fem hold, men det var stadig kun nr. et der ville gå videre til 1/8-delsfinalen.
Den første kamp var mod et hold som hed ”Mikkel”. Disse mødte dog aldrig op til turneringen, og Rønnebærholdet fik derfor den 4. skrivebordssejr i historien. Som altid blev denne ikke indregnet i statistikkerne i Rønnebærarkiverne.
Den næste kamp for Rønnebærholdet blev til gengæld til noget, og den stod mod et hold om hed ”Des”. Dette hold hørte tydeligt til i A-rækken, men havde af en eller andet grund valgt af deltage i B-rækken i stedet. Rønnebærerne havde derfor ikke mange chancer for vinde kampen, og et forkølet langskud fra Anders Juul var det eneste holdet havde offensivt i 1. halvleg. Langt værre gik det i den anden ende hvor Rasmus i målet blev bombarderet, og måtte indkassere fire mål. Slutstillingen blev derfor 0-4 til Des til trods for at Brian Christophersen ellers havde ramt overliggeren på en ripost fra Dan Jelsing i slutminutterne. Allerede der var muligheden for videre avancement ved at fordufte for Rønnebærholdet, og bedre blev det ikke at temperaturen sneg sig op på de ca. 30 grader samtidig med at den næste kamp først var om to en halv time.
Da det endelig blev tid til den kamp, som var mod ”Tyrsted Athletics” var både Kim Jørgensen og Alan Jelsing stødt til truppen. Kim Jørgensen var dog kraftig tømmermændsramt og startede med at fylde skraldespandene med opkast, mens ”nysinglen” Alan Jelsing ønske om at score ikke lå så meget i sammenhæng med fodbolden på banen, men nærmere på hunkønsvæsnerne på og udenfor stregerne. Derfor var det beskedent hvor meget forstærkning der var tale om. Alligevel gik det bedre for Rønnebærholdet i den 3. kamp, men alligevel kom man bagud med 2-0. Anfører Anders Juul som havde været feberramt i dagene op til turneringen mente derfor det var tid til endnu et af hans mange soloture, og begyndte at drible forbi modstandernes forsvarer. Det endte med at han blev voldsomt fældet og slog både arm, skulder, ryg og tå på de tørre baner, men trods alt fik et straffespark, som han selv eksekverede usvigeligt sikkert. Stillingen var derfor 1-2 og Rønnebærerne satsede derfor frem ad banen. Det gav huller bagude hvor Zeb var røget i mål, og Tyrsted Athletics scorede til slutresultatet 1-3.
Den sidste kamp i gruppen var mod Gags 2 som Rønnebærholdet også havde mødt sidste år. Dengang vandt rønnebærerne med 3-0, men et slidt og amputeret Rønnebærhold kunne denne gang slet ikke få spillet til at fungere. Gags som havde to piger på holdet kom foran 1-0, men den store positive overraskelse for Rønnebærerne det år, var ældste mand Kenneth Gøeg. Han formåede at lave et drømmemål da han på et af Christians Stobberups fantastisk lange indkast headede bold bag om ryggen på sig selv og i en bue over modstandernes målmand og ind i hjørnet. Troen på point i årets turnering var til stede for Rønnebærholdet. Desværre kom Gags endnu engang foran 1-2, men minsandten om Kenneth Gøeg ikke endnu engang formåede at udligne denne gang til 2-2. Kenneth var denne gang lidt mere heldig, idet han satte sidste fod på et indlæg, som var blevet rettet af to gange, men det talte.
Herefter blev det tydeligt at rønnebærholdet led i varmen og var total brugt op for kræfter, og kun Brian Christophersen havde et hovedstød på overliggeren. Gags som også spillede alt for hårdt til, scorede to gange, mens anføreren blot kunne råbe sin usaglige frustration ud mod medspillerne. Slutresultatet blev 2-4 til Gags, det næstsidste mål modstanderen scorede, var for øvrigt mål nr. 100 imod Rønnebærholdet gennem tiderne. På den baggrund fik Rønnebærholdet kun de 3 fiktive point fra skrivebordssejren dette år.
Til gengæld nåede de fleste af spillerne ned på Cafe Corner i Juelsminde, som også havde været sponsor for holdet det år, lige i tid til kolde øl og VM-kvartfinale mellem Tyskland og Argentina. Så humøret blev hurtigt højt igen.
Forrige side: Fagenes Fest 1996
Næste side: Sponsorerne