Carlsberg Cup '08

Holdfoto fra Carlsberg Cup 2008 i AalborgRønnebærholdet fik sin debut i turneringen ved Carlsberg Cup lørdag den 10. maj 2008 i Aalborg. Turneringen var for 5-mandshold, og derudover måtte man bruge op til 2 udskiftere. De tilmeldte på Rønnebærholdet var: Anders Juul, Zeb Hvidtfeldt, Kim Jørgensen, Kasper Skytte, Lars "Skriger" Nielsen, Brian Christophersen og Dan Jelsing. Sidstnævnte dukkede dog aldrig som aftalt op, og Morten Laursen trådte ind i truppen, dog uden at få spilletid.

Som ved havnefestfodbolden var der også i Carlsberg Cup tale om indledende puljer med fire old, men i modsætning til havnefesten ville to hold fra hver pulje gå videre. Samtidig varede kampene i indledende runde 10 minutter. Rønnebærholdet skulle i første kamp møde et hold ved navn Uniteds Fanhold, og her gik det for alvor op for holdet hvor højt niveauet i turneringen var. Det viste sig nemlig at dette hold bestod af en række tidligere Jyllandsseriespillere, og Rønnebærholdet blev fra start presset i bund. Allerede efter et minuts spil måtte anfører Anders Juul redde bolden på stregen, selv om det var Lars Skriger der var målmand.

Uniteds Fanhold fortsatte presset, men Lars i målet for Rønnebærerne stod en pragtkamp. Efter ca. 3 min spil sparkede Lars bolden ud til Anders Juul, og han satte sin oppasser af og rykkede frem i banen. Midtvejs prikkede Anders bolden videre til Kasper Skytte, som smart rykkede mod baglinjen, og med et fladt indlæg sendte bolden ind over til Anders igen, som kastede sig frem og noget ufortjent bragte Rønnebærholdet på 1-0.

Nu begyndte et voldsomt pres mod Rønnebærholdets mål, og bortset fra et langskud fra Kasper Skytte, fra midten af banen, havde Rønnebærholdet intet offensivt at byde på mere i kampen. Dette var dog også underordnet idet Unites Fanhold havde store problemer med at få indstillet kanonen, samtidig med at Lars Skriger stod hans hidtil bedste kamp for Rønnebærholdet. Frygtløst kastede Lars sig gang på gang ned og greb bolden, og brugte samtidig god tid med at hente den, når den var skudt mange meter bag om mål. Rønnebærholdet vandt 1-0! Tyveri ved højlys dag ville nogle nok sige, men tre point på kontoen var en realitet.

Efterfølgende skulle det så vise sig at de to andre modstandere i gruppen, Card Klub Finest FC og Bælum Banditterne ikke dukkede op, og derved blev dømt til at tabe deres kampe med 3-0. Selvom det betød at Rønnebærholdet blev puljevindere med maksimum point og en målscore på 7-0, var der stor skuffelse blandt spillerne over kun at have fået lov til at spile en indledende kamp. Ikke desto mindre var Rønnebærholdet nu kvalificeret til 32-delsfinalerne, men man måtte vente i over 3 timer for at spille kampen. Denne stod mod et hold ved navn SEMAY SKOLEN, og selvom dette hold ikke var så hård en modstander som Uniteds fanhold blev den alligevel tabt med 1-3. Afgørende for kampens resultat, var at den tidligere FCK-, Aab- og Fortuna Düsseldorfspiller Rene Tengsted stillede op for SEMAY SKOLEN, og på fem langskud af førnævnte, måtte Lars Skriger se sig passeret tre gange og derved var Rønnebærholdet sat på plads. Det var ellers lykkedes Brian Christophersen at reducere til 1-2 undervejs da han erobrede bolden fra modstandernes målmand, men det rakte desværre ikke. Både Kasper Skytte og netop Brian havde flere chancer til scoring, men disse blev brændt og derved var det exit for Rønnebærholdet.

To kampe blev det derfor til for Rønnebærholdet, og selvom Anders Juul var oppe og klage til turneringsledelsen over løftet om minimum 3 kampe ikke var overholdt, kastede det i færste omgang kun en enkelt fadøl af sig til hver af spillerne fra Carlsbergs side af. Skuffelsen var derfor til at få øje på, idet man mente at de 1500 kr. i tilmeldingsgebyr var alt for dyrt givet ud, også selvom Carlsberg senere sendte 10 kasser øl som kompensation. Men i det mindste fik man en sejr med hjem, men om Rønnebærholdet stiller op i turneringen i fremtiden er stærkt tvivlsomt.

 


Forrige side: Fagenes Fest 1996
Næste side: Sponsorerne